Højesteretsskranken blev stiftet den 10. marts 1879. Vedtægterne blev underskrevet af 12 højesteretsadvokater (titlen for advokater med møderet for Højesteret indtil 1870) og højesteretssagførere (titlen fra 1870). Der var da yderligere 2 aktive højesteretsadvokater, men de har sandsynligvis haft forfald til det stiftende møde. Der var næppe nogen, der stillede sig uden for initiativet.

De oprindelige vedtægter indeholdt reelt udelukkende bestemmelser med det meget snævre formål at censurere tilgangen af nye højesteretssagførere gennem en samordnet praksis. Der er ingen bemærkninger om et højere og mere ædelt formål. Medlemmerne skulle indrapportere til et udvalg (reelt en bestyrelse), hvis de kom under vejr med, at nogen agtede at aflægge højesteretssagførerprøven, hvorefter udvalget skulle indhente oplysninger om den pågældende fra alle medlemmerne. Udvalget skulle herefter uden at angive nogen begrundelse meddele alle medlemmer, hvor vidt foreningen modsatte sig eller ikke modsatte sig, at den pågældende kandidat fik adgang til højesteretsskranken. I tilfælde af en negativ udtalelse skulle medlemmerne ikke alene afvise enhver form for støtte, de skulle undlade at melde sig som givende møde for indstævnte, hvis en sådan kandidat mødte for appellanten. Når ingen anmeldte at ville møde for indstævnte, blev denne antaget at være selvmøder, og appellantens advokat kunne da ikke få sagen godkendt som prøvesag. Metoden indebar således reelt, at man i standens virkelige eller antagne interesse vildledte Højesteret. Det lykkedes den senere justitsminister, den herostratisk berømte P.A. Alberti, trods Højesteretsskrankens modstand som den tredje efter foreningens stiftelse alligevel at gennemføre prøven bl.a. fordi han mødte i en sag, hvor indstævntes advokat var beskikket og derfor ikke kunne bruge selvmødertricket, og en sag mod staten, hvor det var klart, at Kammeradvokaten ville møde. Umiddelbart virker denne samordnede praksis særdeles usympatisk. Men Alberti-eksemplet, som vist er det eneste kendte eksempel på denne aktivitet, kan illustrere, at Højesteretsskrankens bestyrelse i hvert fald undertiden har kunnet anlægge fremsynede etiske vurderinger af en aspirants karaktertræk og retskaffenhed og dermed egnethed. Foreningen opgav efter en kortere årrække denne virksomhed og var herefter inaktiv i en årrække, indtil den igen blev aktiv i 1930 for at modarbejde de tanker om udvidelse af møderetten, der førte til lovændringen i 1932, hvor erfarne landsretssagførere fik møderet i “egne sager”.

Højesteretssagførerprøven blev afskaffet den 1. juli 1958. I de sidste par år beskikkedes ganske mange nye højesteretssagførere og da der blev lukket for tilgangen af højesteretssagførere var der 95 medregnet dem, der var ophørt med at praktisere. 15 af dem var i trediverne. 32 i fyrrerne, 30 i halvtredserne, 14 i tresserne og 4 i halvfjerdserne. Alle var mænd.

I adskillige år fortsatte Højesteretsskranken som højesteretssagførernes lukkede klub. Det over perioden faldende antal højesteretssagførere gav dog sidst i halvfjerdserne Højesteretsskranken anledning til at overveje, om andre mødeberettigede skulle kunne optages. I første omgang de 19 advokater, der (ud over 8 højesteretssagførere) var antaget til at udføre beneficerede sager. Advokatrådet blev spurgt og var bestemt imod en udvidelse, da man fandt, at initiativet indebar, at “en kreds af advokater ønskede at distancere sig fra de øvrige”. I 1980, hvor antallet af højesteretssagførere og dermed medlemmer var nede på 50, blev Højesteretsskranken åbnet for advokater, der enten var beneficerede for Højesteret eller havde ført mindst 3 civile sager over 5 år. Men havde beregnet, at den kreds, der herved fik mulighed for at melde sig ind, var knap 100. Allerede 1 år senere var medlemstallet steget til 108.

Siden er betingelserne lempet en smule (straffesager kan tælles med, en af sagerne kan være skriftligt behandlet og sagerne kan have strakt sig ud over 5 år) og medlemstallet er nu godt 200.

Formålet har siden ændringen i 1980 været at bidrage til, at højesteretsproceduren foregår på den for retten og for offentligheden bedste måde. Det fremmes ved kursus- og foredragsvirksomhed og ved dialog med Højesteret på rettens initiativ.